Tak til Freestyle og Berit for inspirerende indlæg! Her er lidt flere refleksioner efter pædagogisk dag:
Helt centralt står spørgsmålet om motivationen i læringssituationen. Det er her vi vil prøve om forskellige måder at lære på og deltage på i undervisningen vil kunne motivere eleverne (drengene) yderligere (spiludvikling, brug af forskellige medier, konkurrencer etc.) Det falder fint sammen med mine erfaringer fra gentagne gange at spørge eleverne, hvad den gode undervisning handler om. Her er svaret ofte afveksling, inddragelse og motivation (Det samme når Ulriksen m.fl. frem til i ”Når gymnasiet er en fremmed verden”, Samfundslitteratur 2009). Situeret læring og motivation hænger fint sammen med ovenstående og f.eks. Harter (Harter, S. (1988) Development Processes in the Construction of the Self. I: Yawkey, T.D. & Johnson, J. E. (eds.) Integrative Processes and Socialization: Early to Middle Childhood. Hillsdale, NJ: Erlbaum) understreger motivationens betydning for læring og pointerer, at eleven gennem følelse af selvværd, drives mod udvidelse af egne evner og handlemuligheder (Harter 1988; 76). Udvikling af identitetsopfattelsen, der må regnes for at hænge tæt sammen med selvværd, er en større motivationskilde for deltagelse end selve indholdet i en læresituation (Lave, J. & Wenger, W. (1991) Situated Learning. Legitimate peripheral participation. Cambridge University Press.; 111). Identiteten udvikles ved at bevæge sig i en ”centerrettet” bevægelse fra ens perifere position gennem øget mestring. Læringen er derfor en bevægelse i praksisfællesskabet og i den verden, hvori praksisfællesskabet er indlejret; ”learning is a way of being in the social world, not a way of coming to know about it. Learners (...) are engaged both in the contexts of their learning and in the broader social world within which these contexts are produced. Without this engagement, there is no learning” (Hanks i Lave & Wenger 1991; 24). Engagementet er selve elevens deltagelse. Afgørende for læringsmotivationen bliver altså de betingelser, der har indflydelse på, hvordan eleven forholder sig til mulige udviklingsbaner – den mening eleven situationelt kan (gen)skabe. Samtidig er følelsen af at være deltager i et fællesskab både fremmende for motivationen for læring og ens præstation. Det er nødvendigt for læring, at man kan indtage en ”legitim perifer deltagerposition”, fordi man derved har adgang til deltagelse i et praksisfællesskab med mulighed for at udvide ens handlemuligheder mod en mindre perifer position og derved udvikle sig (Lave & Wenger 1991.) Her var det meget inspirerende at høre om kollaborativ skrivning!!!!
Men noget helt centralt bliver fokus på den ændrede lærerrolle, som følger af nye undervisningsformer, hvor der skal sættes andre rammer for læringsrummet. Her er Frank og Claus m.fl. ”de gode eksempler”, som viser vi andre, at det ikke er så uoverkommeligt endda! Det skal være sjovt, motiverende og afvekslende – også for underviseren!!! Men hvilke didaktiske overvejelser skal man gøre sig? Hvilke kompetencer hos eleverne udvikles ved disse undervisningsformer? Hvordan støtter man eleverne? Skal man nærmest være kaospilot for styre forløbene? Hvad medfører det ”at give slip” på noget af styringen og lade eleverne være eksperterne? Hvilke farer/faldgruber skal man være opmærksom på? Og sikkert mange flere spørgsmål!!!!!
Klø bare på og dum jer - husk at humor en vigtig del af al læring!!!!!!!!
KH og god weekend!
Jørgen R.
